|
Hvis du er interesseret i denne race
bør du læse lidt om den her.
Men ellers springer du bare det over og går videre i link oven over
for at kikke lidt på mine hunde. Måske bliver du helt forelsket i
denne skønne hund og ønsker selv at eje racen.
ATIE.
Japanesen er en vidunderlig lille hund, usædvanlig intelligent,
meget livlig, vaks og forstår alting. Af natur er den meget legesyg,
elsker børn og er selv som et glad barn altid parat til leg. Den vil
gerne tage del i dagligdagen og vise os sin store hengivenhed. Den
fornøjer dig med sin glæde og danseagtige ynde. Det siges, at dens
bevægelser minder om den orientalske dans "Maree" hvor man danser om
sin egen akse.
Den opfylder for mange et tomrum, fordi den er så stor en
personlighed. Selv om den er meget modig behøver den vores omsorg og
beskyttelse. Den ved hvordan den skal nå dette gennem klovnerier og
yndefulde bevægelser, med raffineret indsmigret og mange hengivne
blikke.
De sammenlignes med mennesker for de ved virkelig hvad de vil. De
har deres helt egen personlighed og man skal tale forskelligt til
dem hver især. En chin tager ikke imod ordre, de vil heller
opvartes. I Japan fik de deres egne tjenere. Tjeneren opvartede
hunden og den forventer det samme af dig. De er fuld af kærlighed.
Det handler om hengivenhed. Man kan have haft en slem dag, men når
man så kommer hjem til dem, er det hele glemt. De er en gave. De
føler hvad du føler. De er opdrættet til selskab og de er gode
følgesvende. Sådanne følsomme sjæle kræver specielle ejere. Derfor
skal man stille store krav til nye ejere. Det kan tage uger og
måneder før man finder den helt rigtige ejer til en chin.
At eje et af disse statussymboler kunne engang straffes med døden.
Racen var et fyrsteligt privilegium i Kina, Japan og Korea. Hunden
eneste opgave var at behage.
Det japanske hof forærede dem til udenlandske ambassadører. Da racen
kom til Vesten blev den hurtigt overklassens favorit. Englands
prinsesse Alexandra havde ni, ti hunde ved sin side. Chin og
monarker passede godt til hinanden. Egentlig burde kun kongelige eje
dem. De kræver en vis livsstil. Ordet Chin betyder "katteagtigt" på
japansk. De nyder at blive båret. De hænger over skulderen som
katte. Hundene minder om katte og elefanter de glemmer aldrig en
fjende eller en ven.
De sover ikke så meget om dagen som andre hunde, de nyder at der
sker noget, og at de får opmærksomhed. De løfter halen, når de er
glade, og sænker den, når de er usikre. De fleste Chins kommer godt
ud af det med børn. De bider ikke. Chins ved intet bedre end at
blive pylret om. Lige siden umindelige tider har racens oprindelse
været skjult i det dunkle.
Historikeren Sari Tietjen har fundet racens sande oprindelse. Ved at
studere kunst har Sari afsløret racens oprindelse. Japans chins
stammer fra Kina, både pekingeseren og chins har sin oprindelse der.
Det er egentlig samme race, men chins var broget. De kinesiske
kejsere forærede hunde til det japanske hof. Japanerne krydsede
racen med den ældgamle europæiske dværgspaniel. Denne krydsning
førte til den race vi i dag kalder Japanese Chin.
Japans lukkethed gjorde at racen forblev relativt ukendt. Kommandør
Matthew Perry fik til 1853 til opgave at åbne handelsveje til Japan.
Da handelsforbindelserne var åbnet, smuglede sømændene hunde ud. På
den måde kom racen i "almindelige" menneskers eje.
Racen blev mere populær i Vest, men var ved at uddø på grund af
forkert opdræt. Hundene blev avlet til at blive meget små. Hvis en
hund vejede 1,5 kg blev den højt værdsat. Størrelsen gav ophav til
problemer der ikke kunne kureres Først i 1930 opfandt man en
vaccine. Men racen blev igen truet under 2.Verdenskrig fødemangel,
krig og jordskælv var ved at udrydde racen. Racen blev kraftigt
reduceret. Man begyndte at gøre racen lidt kraftigere. De britiske
hunde var smukke og havde flotte pelse. Igen gjorde de allierede
fælles sag. Efter krigen blev den amerikanske chin krydset med den
britiske og resultatet ser vi i dag. De er bedårende. Men overvejer
du at anskaffe en chin, så hør her.
Den får fire point af fire mulige for elegance. Ingen anden race ære
sine forfædre med sådan en skønhed.
Indlæringsevnen får to point. Gentagelser keder den.
Tre point for selskabelighed. Den nyder at hygge og kæle.
Racen er let at pleje. Fire point.
Helbred får tre point. Japanese chin's hengivenhed og elskelighed
adskiller dem fra alle andre racer.
Naturlig ren og lækker, som den er med sin silkebløde pels, der kun
kræver meget lidt børstning. Selv efter en rigtig "pløretur" er den
ren, så snart den er tør. Af natur er den kærlig og munter og
sorgløs, er ven med alle der viser venlighed - samtidig med, at den
absolut ved, hvem den hører til. Den elsker at behage og blive
beundret. Dertil kommer at den næsten aldrig gør, aldrig jager,
aldrig ødelægger og aldrig strejfer. Den kan finde sig i at leve i
en lejlighed, men er hårdfør nok til at nyde livet på landet.
Legenden siger at den meget eftertragtede plet midt i panden skulle
være et aftryk af Buddha's tommelfinger, da han velsignede den.
Pletten kaldes Japans hellige ø. Et andet symbol, meget værdsat er
halen. Når den ligger hen over ryggen, skal den ligne en
krysantemum-blomst.
Det følgende er standardens karakteristisk af Japanesen. Den er
altid to -farvet. Hvid med sorte pletter eller hvid med røde
pletter. Det går lige fra lemon til det mørkeste mahogni. Klare
farver er at foretrække, og pletterne skal stå klart på en ren hvid
baggrund. Pelsen skal være glat,- hverken bølget eller krøllet. Lang
ikke for flad og sommetider endda løftet, således det giver
indtrykket af elegance og en speciel ynde til hundens bevægelser.
Pelsen er tæt over hele kroppen undtagen over ansigtet, hvor håret
er kort. Håret er lang på halsen, siderne, benene og halen, der som
før nævnt skal ligne en blomst båret på ryggen. Benene er lige og
slanke, fødderne er små med sorte negle, lidt længere end en kats,
dog ikke så lange som en hares eftersom standarden siger, harepoter.
Kroppen er velproportioneret. Hovedet er realitivt stort i forhold
til kroppen med en bred skal, rund fortil og med et godt markeret
stop. Kæben er bred og kort, læberne skal være som puder, der runder
op imod siderne i næseborene. Disse skal være godt åbne. Øjnene skal
være langt fra hinanden og store og mørke.
Kroppen er kort og kompakt, med en bred og dyb brystkasse. Til trods
for dens lille størrelse, skal Japanesen have en robust fremtræden.
Japanesen har stolte bevægelser, og går med lette højtløftende
skridt, jo mindre Japanesen er, des mere er den værdsat, forudsat at
nævnte kvaliteter er der.
Meget intelligens, finhed og kærlighed er der i denne lille
pudderkvast.
Japanesen udtrykker sin glæde ved livet og sit behov for kærlighed
ved konstant at bevæge sig på lette fjed. I bytte for kærligheden,
som den behøver, giver den dig sin uforbeholdne og tilbedelse så
længe den lever.
af Dina Fumagalli, Schweitz.
Skønhed, elskelighed og Østens ynde.
Det er Japanesen. Eller Japan-Chin, som den kaldes de fleste steder.
Chin kan betyde "midt imellem hund og kat" men nogle mener, at det
kommer af det japanske ord " Dshin" der betyder kostbarhed. Der var
altid en sådan lille hund mellem de tribut-gaver, Østens herskere
gav hinanden.
Der er delte meninger om racens oprindelse, da den har eksisteret
som race i mange hundrede år. Nogle mener, Japanesen stammer fra
hunde skænket af den kinesiske kejser til den japanske kejser. Andre
mener, at den stammer fra Tibet med fælles forfader som Pekingeseren
og Tibetaner- Spanielen. Og det er muligvis en urgammel japansk
race, da kunstnere langt tilbage i historien har brugt den som
motiv.
Man ved, at hundene oprindelig blev skænket af kejseren til
Samuraiet og andre adelsmænd, der særlig havde gjort sig fortjent
til en sådan yndest.
Hos disse overklassefamilier levede hundene et beskyttet
indendørsliv til fornøjelse og tidsfordriv for kvinderne. De sov i
kunstfærdigt flettede kurve under loftet og gik på tykke tæpper.
Fisk og ris var deres føde.
Hver slot havde sin specielle stamme, og hvis renhed nøje
overholdes, de blev aldrig blandede med andre stammer. Ved denne
stærke indavl fra århundrede til århundrede bevaredes hver stammes
renhed og store slægtslighed, der ofte var ret ulig andre stammer.
Først for ca. 100 år siden med Samuraiernes fald blev stammerne
spredt ud over landet og blandet med hinanden, og først da blev den
en almindelig familiehund.
De blev også brugt som tempelhund, højt ærede og kaldet gudernes
yndlinge.
Japanesen i Vesten.
Man mener, der i tidens løb af og til er kommet Japan-Chins til
Europa ad handelsvejene over Spanien, ligesom andre fladnæsede racer
fra Østen. Disse har været med at skabe Toy-Spanieller og Mops.
Den egentlige kendte import til Europa fandt først sted i 1850, 10
år før Pekingeseren. Men i modsætning til Pekingeseren ser de stadig
ud som de første der kom hertil.
I 1873 blev de første engelsk opdrættede Japan-Chins udstillet i
England. I 1880 kom et par til Tyskland som gave fra den japansek
kerjserinde til den tyske kejserinde. Ligesom i England blev den
meget populær.
I England havde den engelske dronning Alexsandra mindst 26
Japan-Chins. Mange indførtes årligt fra Japan. Transporten med skib
var både vanskelig og dyr og man regnede med, at cirka halvdelen
døde undervejs til Europa.
Så vidt vides var Grevinde Scheel, Danmark den første opdrætter af
racen i Norden. Det var i begyndelsen af 1900. Senere kom den norske
Kennel Ulleberg til. Denne kennel var eet af damerne Knudtzon ( mor
og datter) De havde et temmelig stort opdræt af Japan-Chins og andre
små selskabshunde som Pekingesere og Toy-Spanieller. Mange hunde fra
den kennel blev spredt ud i verden og dannede grundlag for avl der.
Der blev eksporteret Japan-Chins til Danmark Sverige, Tyskland,
Østen Frankrig og Amerika.
Omkring år 1900 og den første verdenskrig blev Japanesen enormt
populær. Men da man kun ønskede det mindste af de mindste, døde
racen næsten helt ud.
Først efter 1. verdenskrig kom der så småt gang i avlen igen i
England, Tyskland og Amerika, men her i Norden blev Japan-Chin først
genindført i 1960 i Sverige og til Danmark af Liss Andersen Kennel
Yo Banfa, i 1966 hvor hun hentede to i Yevot-kennel i England.
Nu er racen igen kendt verden over og bliver mere og mere populær,
ideel som den er til nutidens form.
Både i Japan og andre steder regnes det for ønskværdigt med en stor
hvid blis, hvori der er en sort plet.
Det er ejendommeligt, man foretrækker lige bid i modsætning til
underbid, der ellers er almindeligt i mange andre fladnæsede racer.
En mærkelig ting er , at hverken den japanske eller FCI,s standard
kræver, at øjnene er udaddrejet, så de viser hvidt i inderste
øjenkrog, dette regne man ellers for særlig ønskværdigt. Men
studerer man standarder, se man at kun den engelske og den svenske
standard har dette krav. Englænderne har endda overvejet at slette
det, da stærkt udadrettede øjne kan give synsforstyrrelser.
Størrelsen er en ting, der jo nok kan give problemer, da man på den
tid da de første Japanesere kom til Vesten, i Japan hovedsagelig
havde to typer, -og en stor og en grov i Norden, med kraftig pels og
op til 7 kg. i Vægt, i Syden en meget mindre helt ned til ca. 2 kg.
med sparsom pels.
Efter anden verdenskrig i Japan er de fleste hunde udgået fra tre
linier. Mange linier uddøde under krigen med dens knaphed på føde.
MOMOTARO-LINIEN er en meget elegant hund med godt hoved og pels og
har betydet meget for den nuværende Japan Chin i Japan. Man har oven
i købet en talemåde, der siger at en Chin uden Momotaro-Blod ikke er
en Chin.
Momataro linien giver i gennemsnit hunde på omkring 26 cm, øjnene er
runde og fremadrettet uden nævneværdigt hvidt. Linien giver lang,
silkeagtig pels. Benstammen middelkraftig, noget lange i rygge.
Forpoterne lidt udadrettede.
KUMOCHINO-LINIEN giver almindeligvis store, kraftige hunde, med
store runde øjne og flad næse. Hårlaget er lang og noget hård i
kvaliteten. Udstillingsmæssigt bryder man sig ikke så meget om denne
type, men de er kendt for deres sundhed og er sjældent behæftet med
alvorlige fejl. Kroppen er fast. De store kraftige hunde er mindst
29 cm. Næsepartiet er fladt og kraftigt, øjnene udaddrejede,
benstammen kraftig og lige.
ISHIHARA-LINIEN er omkring 24 cm høj. Kroppen nogenlunde kvadratisk,
men ofte noget høje bagtil. Pelsen kort og lidt hård. Benstammen
tynd, svag, udaddrejede poter. Næsepartiet er meget fladt. Hovedet
meget stort og med meget store runde, perfekt udadrejede øjne.
Størstedelen af hundene har kort pels. Denne stamme har desværre
fået en del defekter fast avlet, især i benene.
Når man kender lidt til racens baggrund, er det lettere at forstå,
hvorfor den er så svær at få avlet typens. I samme kuld er der både
meget store og grove og meget små og spinkle. Nogle kvadratiske og
andre lange og lave . Også selv om man kun avler på de typemæssigt
bedste hunde.
Nogen talrig race er den endnu ikke blevet herhjemme, måske er det
netop derfor at alle Japnese er særdeles sunde, både fysisk og
mentalt. Det er jo nok lettere at holde en race sund, når den ikke
masseproduceres.
Det er en noget vanskelig hund at udstille, da den ikke kan fordrage
støj. Dette taler man også om i Japan. Man mener, det skyldes den
beskyttede tilværelse, Japan-Chin'en i århundreder har levet i.
Andre ting har den stadig i sig fra sit fjerne hjemland, dens
forkærlighed for fisk, og så det sjove, at den altid søger sin
liggeplads så højt som muligt, gerne på hylder som en kat.
Ønsket for racen i fremtiden må være, at opdrættere af racen vil
passe på at bevare dens, fra andre hunde, så forskellige særpræg,
dens høje intelligens, og ikke mindst dens kærlige, hengivne natur,
der gør den så værdifuld som selskabshund.
Copyright © www.Atie.dk All Rights Reserved. 2010 |
